1320
udvidede og satte dem i Forlegenhed, og de søgte derfor at sætte Skranker i Veien for deres Udøvelse, saa havde der i det mindste været Mulighed forhaanden til en Troværdighed. De gamle Tydskere pleiede, i Følge Tacitus, at raadslaae ved Bægeret; deraf kan da let være kommet, at de undertiden i Rusen besluttede, hvad de næste Dag ikke vidste noget af. Man paa saadan Maade, ved et Gilde, i en Beruusningstilstand, ere de tydske Forfatninger ikke opstaade. I hele Maaneder og Aar er derom blevet raadslaaet, og det af kløgtige Mænd, ikke af eenfoldige. Ingen af disse Forfatninger kan indeholde selv den mindste Sætning, hvis logiske Betydning man ikke havde klar Bevidsthed om. Man kunde have overilet sig, denne logiske Mulighed indrømme vi Forfatteren, men slet ikke at have vidst, hvad man gjorde, i den Mening ingen Veto, ingen almindelig Valgbarhed at udstede, dog at decretere en saadan, — Antagelsen af en saadan Hjerneløshed er dog altfor stærk, og vi tilstaae vor Forundring over, at, da der dog engang existerer Censur, en saadan Paastand har turdet trykkes. Dette er et Beviis paa, hvor hyppig Censuren in praxi mere gjør Jagt paa enkelte kraftfulde og betegnende Udtryk, end paa det Heles væsenlige Betydning.
Men ogsaa deri har Forfatteren Uret, naar han antager Kjendemærket paa Forskjellen mellem Stænder og Repræsentanter at være det de sidstnævnte tilkommende Veto. Der kan gives Stænder med selvsamme Rettighed, og Historien opviser tilstrækkelige Exempler derpaa. Den svenske Forfatning f. Ex. er vistnok en stændersk og dog tilkommer der disse Stænder en afgjørende Andeel i Lovene. Enhver Stand repræsenterer kun stedse en Deel af Statsborgerne, hvad enten det er en særegen Provinds; men Repræsentanten repræsenterer samtlige Statsborgere. Om der nu tilkommer først- eller sidstnævnte flere Rettigheder, det er et Spørgsmaal, der bestaaer for sig og ikke har noget at gjøre med denne Inddeling af Forfatningerne. Der kan tænkes Stænder med de mest udvidede Rettigheder med Hensyn til Lovgivningen og paa den anden Side igjen Repræsentanter med de mest indskrænkede. Repræsentationens Maade og Art ikke Berettigelsens Maade og Art bestemmer Forskjellen.
Ligeledes er det en ganske eiendommelig Anskuelse hos Forfatteren, der staaer i skarp Modsætning til Virkeligheden, naar han mener, at disse tvende Principer ikke lade sig sammensmelte. Den hele nyere germanske Historie indtil den Dag i Dag, er en saadan Sammensmeltningsact. Tidligere, da Overherren kun beherskede forskjellige Provindser tilfælles, der ingen fælles Interesser havde, der ikke ved tusinde Forgreninger vare sammensvorede til en virkelig Statseenhed, men derimod kun ved tilfældig Fællesskab af en Overherre løselig knyttede til hverandre, den Gang gaves der med Rette Provindsialstænder, der underhandlede med Regenten om deres særegne Provindsers Interesse. I dette Tilfælde befinder sig f. Ex. Østerrig med Hensyn til Ungarn, Italien osv. Forskjelligt Sprog, forskjellig Nationalitet, forskjellige Fornødenheder, gjøre disse Lande til et Statsforbund, ikke til een organisk Stat, og ethvert af de enkelte Lande maa have sine særegne Stænder; en keiserlig-østerrigsk Repræsentativ-Forfatning vilde fremkalde en babylonisk Sprogforvirring, der i kort Tid maatte endes med gjensidig Adskillelse af de kun ved ydre Grunde og historiske Tilfælde tilføiede, ikke i det Indre sammenvoxede Lemmer. Selv Preussen vil endnu indbefatte altfor heterogene Bestanddele til allerede med Sikkerhed at kunne danne en National-Repræsentation. Men dens Regerings Stræben er aabenbar, ved den mest mulige almindelige Lovgivning stedse meer at udjevne sine Provindsers forskjelligartede Aand og sammensmelte dem til et organisk Heelt: jo mere dette Resultat opnaaes, jo mere maa Provindsialstænderskabet nærme sig til Repræsentativ-Forfatningen. Men de øvrige tydske Forfatninger vilde kun ved en voldsom naturstridig Proces igjen kunne lade sig udstykke til Provindser. Deres nuværende Inddeling i Kredse, Districter &c. er kun en administrativ, der tjener til Bestyrelsens Lettelse og Beqvemmelighed. De ere i deres Indre for længe siden forbundne til en Statseenhed; det vilde være latterligt, dersom man vilde skabe et særskilt Provindsialstænderskab for Fyrstendømmmet Grubenhagen, eller for Kalenberg i Hannover, der blot skulde raadslaae om Sammes eget Vel og Vee. Alle disse enkelte Besiddelser og Herskaber ere nu, Gud være lovet, kommet saa vidt, at hele deres Væsen er nøie sammenvoxet med det større Statsvæsen, hvoraf de udgjøre en integrerende Deel. Der forbliver vel endnu stedse Localinteresser tilbage, saaledes som den mindste Landsby stedse vil beholde saadanne, men tilbage er der igjen saamange Fællesinteresser forhaanden, at en fælles, paa det Hele beregnet Lovgivning er en Fornødenhed. Det enkelte Districts Velgaaende er aldeles afhængig af det hele Lands Velgaaende. De organisk med hverandre sammenvoxede Lemmer maae have en fælles Huusholdning, en fælles indre Oekonomi, hvis de ikke skulle falde fra hverandre og hendøe.
Det er Nutidens Trang og Videnskabens Bestræbelse, der gaaer Haand i Haand med denne Trang, at gjøre den tidligere og ydre Forbindelse af forskjellige Lande ogsaa til en indre. I samme Grad som dette realiseres, maa Provindsialstænderskabet sammensmelte
